Den 15. september 2010 fejrede englænderne 70-års dagen for Hitlers første og afgørende nederlag.

Den dag i 1940 måtte Hitler opgive at invadere England efter et fem uger langt luftslag kaldet Slaget om England (Battle of Britain).

Dagen blev fejret med afsløringen af en statue af den mand, der ledede og vandt slaget.

Blog image

Keith Park. Før afsløringen på Waterloo Place var dette forstudie af statuen rejst på Trafalgar Square i London i tidsrummet fra november 2009 til april 2010.

Sejrherren fra Slaget om England - Keith Park - kommer ind i varmen.

Men hvem var egentlig Keith Park, der i 1940 var Air Vice-Marshal? Han var chef for RAF Fighter Commands Group 11. Han havde i maj 1940 ansvaret for flydækningen ved evakueringen af de 338.000 engelske og franske soldater fra Dunkerque, før Slaget om England startede. Under Slaget om England ledede han det engelske jagerforsvar - Fighter Command - i kampen mod Luftwaffe. Keith Park er ikke almindelig kendt. Hans modpart i de to nævnte aktioner er mere kendt, det var den tyske Generalfeldmarschall Albert Kesselring.

Hvem Keith Park var, og hans indsats i Slaget om England, var kort beskrevet på soklen under det forstudie til statuen, der i fem måneder stod på Trafalgar Square. Om Keith Park hed det, at han:

”was commander of 11 Group Fighter Command which defended London and the South East of England during the Battle of Britain. He was responsible for the hour by hour decisions about the conduct of the battle. A New Zealander, Keith Park epitomises the role that those from the Commonwealth and other countries played alongside British forces in saving London, and the nation, from invasion during the summer of 1940.”

Betydningen af Keith Parks indsats skal ses i sammenhæng med Hitlers ønsker om at få en fredsaftale i stand med England. England havde erklæret Tyskland krig den 3. september 1939, men ifølge Hitlers tankegang var England hverken et mål eller en ”naturlig” fjende, og han har næppe nogensinde forestillet sig England indlemmet i sit europæiske storrige. England manglede råstoffer og fødevarer ligesom Tyskland. Hitler ønskede at afslutte krigen med England ved en fredsaftale. Hitlers planer om en invasion opstod først i juli 1940. På det tidspunkt blev det klart, at England - med Churchill i spidsen - trods de allierede hæres nederlag ved Dunkerque i maj, ikke havde i sinde at indgå nogen form for fredsaftale med Tyskland.

Problemet for tyskerne ved en invasion af England var ikke den engelske hær. Den havde havde praktisk taget ikke nogen våben i sommeren 1940. Våbnene var blevet efterladt i området omkring Dunkerque i Frankrig, da den blev evakueret derfra i slutningen af maj. Problemet var at komme over Den Engelske Kanal forbi den store engelske søkrigsflåde, the Royal Navy.

For at komme over måtte tyskerne på en eller anden måde neutralisere truslen fra den engelske søkrigsflåde. Tyskerne havde kun en meget lille flåde, så for at kunne holde den engelske flåde i skak, måtte de have det totale luftherredømme over Den Engelske Kanal og den engelske sydkyst.

Det var dette luftherredømme Keith Park hindrede tyskerne i at opnå ved hjælp af Fighter Commands knap 3000 piloter - af Churchill kaldet ”the Few”. 454 af dem faldt i kampen.

Det var dette manglende luftherredømme, der fik Hitler til at udsætte / opgive den planlagte invasion af England med en hær på 25 divisioner.

Kunne Hitler have tvunget England til en fredsaftale uden den store planlagte invasion? Tyskerne prøvede faktisk med natlige terrorbombninger af engelske bysamfund fra september 1940 til maj 1941 at knække det engelske folks moral, men det lykkedes ikke.

For at tvinge en fredsaftale igennem ved hjælp af luftkrig ville det være nødvendigt med uforstyrret præcisionsbombning over Sydengland i dagtimerne. Derved kunne Luftwaffe delvis lamme landets infrastruktur og produktion af krigsmateriel. Men hertil krævedes total luftherredømme over hele det sydlige England inklusive London området. Og det havde Luftwaffe ikke.

Havde Luftwaffe haft luftherredømmet behøvede tyskerne egentlig kun at besætte øen Isle of Wight syd for Portsmouth med et par divisioner, og etablere et par landingsbaner til at servicere deres jagerfly og dykbombere. Så kunne tyskerne uforstyrret have gennemført præcisionsbombninger derfra over hele Sydengland.

Kunne tyskerne have vundet Slaget om England? For så vidt Slaget om England drejede sig om kontrollen med luftrummet over Den Engelske Kanal og den engelske sydkyst, er jeg overbevist om, at Luftwaffe kunne have vundet. Det kunne de, hvis de havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Luftwaffe havde materielt set en betydelig overmagt, og deres piloter var kamptrænede fra aktionerne i Spanien i 1938 og fra krigen i Polen i 1939. Men Luftwaffe havde simpelthen ikke skaffet sig tilstrækkelige efterretninger om det engelske radarbaserede varslingssystem, om antallet af jagerfly i Fighter Command og placeringen af de vigtigste flyvestationer.

Varslingssystemet var netop blevet færdigbygget i foråret 1940, og det var en revolutionerende nyskabelse indenfor luftkrigsførelsen. Fra radarstationer langs kysten til Fighter Commands ”Group”- og ”Sector” kommandocentraler fik kvinder i Women’s Auxillary Air Force (WAAF) det hele til at fungere. De, der ledede slaget - især Keith Park - kunne træffe beslutninger på basis af kontinuerligt opdaterede situationskort.

Systemet var i sin helhed blevet indøvet nærmest til perfektionisme før sommeren 1940, og det bevirkede, at Keith Park kunne vælge at sende sine eskadriller af jagerfly til modangreb på de rigtige positioner til de rigtige tidspunkter. Keith Park behøvede praktisk talt ikke at have jagerfly på patrulje for at opdage et angreb.

At hele varslingssystemet fungerede så perfekt som det gjorde, at Fighter Command havde et rimeligt antal moderne jagerfly, og i øvrigt var solidt organiseret til at imødegå fjendtlige bombeangreb om dagen, skyldes skaberen af Fighter Command og arkitekten bag sejren i Slaget om England, Air Chief Marshal Hugh Dowding.

Slagets gang. Da den langt overvejende del af tyskernes angreb under Slaget om England kom ind over Keith Parks område, var det i praksis ham, der kom til at lede hele slagets gang fra time til time, i de fem uger slaget var mest intensivt. Under angreb fra Luftwaffe havde han kun få minutter til at træffe afgørelser med hensyn til indsatsen, og han havde derfor ikke muligheden for at drøfte situationerne med sin stab.

Dette kommer til udtryk i Air Vice-Marshal ”Johnny” Johnsons kommentar til Keith Parks indsats:

”He was the only man who could have lost the war in a day or even an afternoon”.

Churchill var selv meget opmærksom på Keith Parks rolle i kampen for at undgå en tysk invasion. På den sidste af dagene med de kraftigste luftkampe sad han i Keith Parks hovedkvarter og overværede Keith Parks overordnede styring af luftkampene.

Hvorfor blev Keith Park glemt? Det skyldes hans enestående samarbejde med chefen for Fighter Command, Air Chief Marshal Hugh Dowding. Dowdings skæbne blev derfor også Keith Parks skæbne. De blev begge fyret og ”glemt” umiddelbart efter sejren over Hitler. Hvor stor sejren var, blev først tydeligt året efter.

Hvorfor blev Dowding fyret? Dowding havde et særdeles anstrengt forhold til luftforsvarsministeriet, Air Ministry. Det forhold var ikke blevet bedre af hans berømte brev til ministeriet den 16. maj 1940, hvori han helt utvetydigt pålægger ministeriet ansvaret for Englands kommende nederlag, hvis ministeriet - på Churchills ordre - fortsatte med at beordre flere af hans jagerfly til de allierede hæres kampområder i Frankrig.

Ministeriets frustrationer blev ikke mindre af, at Churchill var en stor beundrer af Hugh Dowding. Dette ses tydeligst i Churchills værk om Anden Verdenskrig, hvor han kalder Hugh Dowding for et geni, selv om de to var meget forskellige personligheder. Beundringen holdt til trods for, at Hugh Dowding åbenlyst advarede Churchill mod at sende flere jagerfly til Frankrig efter tyskernes gennembrud ved Sedan den 14. maj. En ting Churchill ellers havde lovet den franske premierminister.

Så efter at Luftwaffes aktion for at nedkæmpe Fighter Command blev indstillet med udgangen af september 1940, blev alle luftforsvarsministeriets kræfter sat ind på at få Hugh Dowding fjernet fra posten som chef for Fighter Command. Der blev fra alle mulige sider lagt pres på Churchill - der var såvel premierminister som øverste forsvarsminister - for at få ham til at acceptere det, eller rettere, undlade at modsætte sig det.

Det lykkedes sandsynligvis på grund af Hugh Dowdings stædige modstand mod nytteløse tiltag for at imødegå de massive tyske natangreb. Disse angreb startede den 6. september med terrorbombning af civilbefolkningen. Dowding blev afskediget som øverste chef for Fighter Command den 25. november 1940.

Efterfølgende blev Keith Park afskediget som chef for Fighter Command Group 11 den 18. december 1940 efter kun otte måneder på posten. Hvis en chef i RAF dengang blev fjernet fra sin post efter mindre end to års tjeneste, var det et tegn på manglende kvalifikationer! Keith Park havde været endnu større modstander end Dowding overfor en ny forsvarstaktik, som ministeriet havde fået ideen til.

Den nye ide var fostret i Fighter Commands Group 12 i Midtengland, og gik ud på, at fremtidige angreb skulle mødes med såkaldte ”big wings” bestående af fem eskadriller under ledelse af en wing leader, der fløj med. Det tog tid efter en alarm at samle fem eskadriller i en wing. Det var ifølge ideens ophav underordnet, idet en ”big wing” først skulle gå til angreb på Luftwaffes fly, når de var på vej tilbage efter at have kastet deres bomber! Group 12 havde afprøvet ideen i september 1940, og det resulterede tilsyneladende i et meget større antal nedskudte tyske fly.

Efter krigens afslutning i 1945, da historieforskere havde haft adgang til de tyske materiellister, viste det sig, at de påståede antal nedskudte tyske fly i 1940 - ikke uventet - var overdrevne, men især antallet af fly skudt ned af de nye Group 12 ”big wings” viste sig at være vildt overdrevne. Den 15. september var der i alt 175 påståede nedskydninger af tyske fly mod reelt 56, og størstedelen af de 56 måtte være blevet skudt ned af Keith Parks eskadriller og ikke Group 12’s ”big wing”! Men det hjalp ikke Keith Park i 1940. Keith Park blev spist af med en chefstilling ved en flyverskole, og den lavest mulige dekorering for en afgående chef.

Krigsspillet. For at bevise de nye ”big wings” effektivitet blev der i Fighter Commands regi gennemført et krigsspil den 29. januar 1941. Udgangspunktet for spillet var Luftwaffes dagangreb den 6. september 1940. Spillet skulle gennemføres med Fighter Commands nye ide om ”big wings” som den bærende forsvarstaktik. Set fra Fighter Commands side blev resultatet af spillet en fiasko, men sagen blev ikke fulgt op. Hverken Hugh Dowding eller Keith Park var i Fighter Command mere, og der kom (heldigvis) ikke flere intensive flyangreb på England i dagtimerne.

Efter fyringen mente New Zealænderen Keith Park, sejrherren i Slaget om England, at han kunne gøre mere for England end at lede en flyverskole. I oktober 1941 skrev han derfor et brev til stabschefen for RAF, Charles Portal, og anmodede om en mere krævende opgave. Keith Park fik det svar, at det ikke var hans kvalifikationer, der bevirkede at han var blevet fyret som chef for Group 11, men ministeriets ønske om at lette ham for den byrde det var, at skulle stå for luftforsvaret af England et år mere!!!!!!

Malta. I sommeren 1942 kom Keith Park dog igen i aktion. Han fik overdraget kommandoen over luftforsvaret over øen Malta i Middelhavet. Malta var i den tilsvarende situation i sommeren 1942, som England havde været det i sommeren 1940. Det lykkedes ham først at afværge, at tyskerne fik nedkæmpet den styrke af jagerfly, der var stationeret på øen. Dernæst fik han startet en flyoffensiv mod de tyske transporter over Middelhavet til Generalfeldmarschall Erwin Rommels styrker i Nordafrika. Keith Parks modpart ved aktionerne omkring Malta var for tredje gang Luftwaffes Generalfeldmarschall Albert Kesselring.

Japanernes kapitalution. Før slutningen af Anden Verdenskrig i 1945 blev Keith Park udnævnt til fungerende Air Chief Marshal og fik overdraget ansvaret for de allieredes indsats i luften over Sydøstasien mod japanerne. Foruden at kæmpe mod de japanske flystyrker var hans mest bemærkelsesværdige indsats i dette område oprettelsen af en luftbro, der skulle holde Lieutenant-General William Slims styrker i det uvejsomme Burma forsynet under deres kamp mod japanerne i junglen. Luftbroen transporterede op mod 2000 tons materiel om dagen.

Kronen på hans indsats var, da han i Singapore - sammen med Lord Mountbatten - modtog de japanske styrkers kapitulation i Sydøstasien.

Hvad kunne han have forventet af anerkendelser? I det mindste en omtale i den lille bog / pjece (af ukendt forfatter), som det engelske luftforsvarsministerium, Air Ministry, udsendte i 1941 om Slaget om England. Bogen udkom i et oplag på omkring 15 millioner eksemplarer. I dansk oversættelse (48 sider) blev bogen udgivet i 1945 under titlen ”Slaget om Storbritannien August-Oktober 1940”.

Bogen lader ikke læseren i tvivl om luftslagets betydning, men nævner hverken Hugh Dowding eller Keith Park, men nok Dowdings modpart Göring, som chef for Luftwaffe. Da Churchill læste bogen fik han lidt af et raserianfald over den manglende omtale af Hugh Dowding. Han skrev til Air Ministry:

”The jealousies and cliquism which have led to committing of this offence are a discredit to the Air Ministry” og sluttede brevet med, om man kunne forestille sig en tilsvarende bog om Slaget ved Trafalgar uden at nævne Lord Nelsons navn!

Air Ministry udgav en revideret udgave året efter, men skaden var sket. Indtil filmen ”Slaget om England” havde premiere i 1969 ledte man forgæves efter Hugh Dowdings og Keith Parks navne i fx danske leksika.

Alle tre engelske værn har ærestitler. I RAF får stabschefen altid tildelt ærestitlen ”Marshal of the Royal Air Force” senest ved sin afgang. Andre får den kun ved en helt ekstraordinær indsats i krigstid. For indsats under Anden Verdenskrig - uden at være stabschef ved tildelingen - fik de tre Air Chief Marshals Sholto Douglas, Arthur ”Bomber” Harris og Arthur Tedder alle ærestitlen.

Det var godt nok at vinde sejre, der reddede England og de vesteuropæiske demokratiske ideer, men det var vigtigere ikke at være på kant med Air Ministry, hvis ærestitler kom på tale.

Selv en opfordring fra den engelske konge, George VI, til Air Ministry om at tildele Hugh Dowding ærestitlen ”Marshal of the Royal Air Force” hjalp ikke!

Statuerne. Der blev rejst en statue af Hugh Dowding i 1988, 18 år efter hans død. Den står på The Strand i London ved RAF’s kirke St. Clemens Danes Church.

Endelig i 2010 var det Keith Parks tur til at få et mindesmærke, 70 år efter det afgørende slag, 35 år efter hans død. Først forstudiet til statuen på Trafalgar Square i fem måneder 2009/2010, og den 15. september 2010 den endelige statue på Waterloo Place. Både statuen af Hugh Dowding og af Keith Park er rejst af midler fra private organisationer.

Keith Park vandt ikke Anden Verdenskrig, men ved sin indsats sikrede han, at England i slutningen af 1940 stadig militært set var i krig med Hitlers Tyskland. Hans sejr betød, at Anden Verdenkrig i Europa ikke blot blev et opgør mellem Hitler og Stalin. Det var Stalins Sovjetrusland, der besejrede Hitlers Nazityskland i 1945, men det lykkedes USA og England forinden at drive tyskerne ud af Vesteuropa i 1943 – 45. Hvor skulle invasionen i Normandiet i 1944 været startet fra, hvis ikke fra England?

Leif Olsen e-mail: leif.olsen@battleofbritain.dk

PS: Efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev Keith Park som 54-årig sendt på pension. Han var en handlingens mand, han havde ikke diplomatiske evner, og han havde ikke en engelsk officers karakteristiske holdninger. Han flyttede tilbage til New Zealand, som han var dukket op fra under Første Verdenskrig for at deltage i slagene ved Gallipoli og Somme.

Havde Keith Park været englænder - og ikke "kiwi" eller "colonial" - havde han været lige så kendt i historien som Lord Nelson, the Duke of Wellington og Field Marshal Montgomery.

Lord Nelson og the Duke of Wellington reddede England fra en fransk invasion i starten af det 19. århundrede. Med en meget smal margin reddede Keith Park England fra at blive besejret af Tyskland i midten af det 20. århundrede.